Undervisere spørger alle, hvordan vi bedst kan støtte elevernes trivsel i betragtning af de risici, som nutidens børn og unge står over for. Historisk set har skoler i høj grad fokuseret på elever i risikozonen, der kræver ressourcekrævende interventioner. Denne reaktive tilgang adresserer dog kun problemer, når de er diagnosticeret eller observeret – såsom fravær, dårlige akademiske præstationer eller forstyrrende adfærd.
I betragtning af skolernes afgørende rolle i at håndtere elevernes trivsel er det ikke den rette vej at gå at vente, indtil eleverne tydeligvis er i problemer. Hvordan kan skoler bane vejen for bedre at støtte elever med usynlige problemer såsom angst, usikkerhed omkring basale behov, vold i hjemmet og selvmordstanker?
Hvorfor er det så svært at bede om hjælp?
Det ville være nemt at identificere og hjælpe elever med problemer, hvis de henvendte sig direkte til lærerne eller frit talte med venner om deres problemer. Desværre er der mange grunde til, at det er undtagelsen snarere end reglen.
Et kritisk problem er den vedvarende stigmatisering, som personer med mentale, følelsesmæssige, kognitive, fysiske og adfærdsmæssige helbredsproblemer står over for. Et andet problem i vores individualistiske kultur er opfattelsen af, at det at bede om hjælp er "svagt" og kan føre til endnu større problemer blandt jævnaldrende og lærere. Disse hindringer for at søge hjælp påvirker elever, familier og undervisere negativt.
Som bevis på dette har nylige undersøgelser vist, at:
- 20% af studerende har brug for psykiske sundhedsydelser, men kun én ud af fem modtage dem.
- Næsten en tredjedel af eleverne der overvejede at besøge en skolepsykiatrisk medarbejder, endte med at undlade at gøre det, fordi de ikke mente, at deres problemer "var store nok til at genere nogen med" eller følte, at de ville blive dømt.
- Næsten halvdelen (45 procent) af teenagere og unge voksne tøver med at se en terapeut, fordi de føler, at deres forældre ikke tager deres bekymringer alvorligt, og mere end halvdelen (53 procent) ville ikke have, at deres forældre skulle vide, at de mødtes med en skolevejleder eller terapeut.
- Næsten halvdelen (47 procent) af amerikanske voksne mener, at de, der søger terapi, viser svaghed.
Lærerne var næsten tre gange mere sandsynligt at rapportere symptomer på depression end andre voksne, med mere end 50 procent føler stress på arbejdet.
Skolefællesskabet skal føle sig mere trygt til at række ud efter hjælp. Spørgsmålet er, hvordan man kommer dertil. Meget af svaret ligger i at skabe et omsorgsfuldt skolemiljø, der prioriterer trivsel og forbundethed som universelle ansvarsområder, der demonstreres på klasseværelses-, skole-, distrikts- og politisk niveau.
Normalisering af at bede om hjælp og støtte
Ved at etablere støtte på jorden for det større skolesamfund kan vi begynde at forhindre små problemer i at blive til større. Tænk på de positive konsekvenser for hele skolesamfundet, og forstå, at det ikke bare er okay at bede om hjælp til sig selv eller andre, men at det er det rigtige at gøre. Gå et skridt videre, og forbind denne proaktive holdning med evnen til nemt at få adgang til den rette støtte og de rette interventioner.
En spredt tilgang til universel støtte og forebyggende støtte er ikke nok. Det skal være alle involverede, med et fuldt integreret program, der konsekvent er vævet ind i skolefællesskabets hverdag.
Selvom der ikke findes en universel løsning, kan overordnede tilgange og bedste praksis gøre det mere sandsynligt, at lærere, familier og elever føler sig trygge ved at bede om hjælp, når de har brug for det.
Her er ti måder at fremme en kultur, der normaliserer det at bede om hjælp:
- Skab en helhedskultur præget af forbindelse – Fremme skoleomfattende aktiviteter og programmer, der opbygger forbindelser mellem peer-to-peer, elev-lærer og familie-skole. Disse positive relationer er en afgørende beskyttende faktor for udsatte elever og åbner kanaler for deling af følelser, oplevelser og udfordringer.
- Sæt forventninger – Undervisere skal være konsekvente i deres tilgang til trivsel og vigtigheden af at bede om hjælp – på tværs af skolen og i hver klasse. Skoler skal kommunikere klare prioriteter for elevernes læring, sikkerhed og trivsel. Når man vælger og definerer normer i klasseværelset og kritiske social-emotionelle adfærdsfærdigheder (SEB), bør udgangspunktet altid være at opbygge en kultur præget af venlighed, omsorg og forbundethed.
- Fremme modstandsdygtighed i klasseværelset – Opbygning af modstandsdygtighed er afgørende for elevernes velværeprogrammer, da det hjælper dem med at øge deres evne til at håndtere stressende oplevelser, samtidig med at det potentielt forhindrer udviklingen af psykiske problemer eller mindsker deres alvorlighed. Modstandsdygtighedsopbyggende aktiviteter kan hjælpe eleverne med at udvikle problemløsningsevner, opbygge og vedligeholde interpersonelle relationer, fremme et positivt selvbillede og hjælpe eleverne med at opnå bedre akademiske resultater.
- Øg mental sundhedskompetence – Deling af information og undervisning i psykiske problemer og ressourcer kan give skolepersonale, familier og elever mulighed for at åbne op om følelser og problemer, forstå, hvordan man søger hjælp, og derefter beder om den. På et politisk niveau er mental sundhedskompetence afgørende for at identificere og eliminere diskriminerende praksisser, der skader eleverne.
- Skab en flerdimensionel løsning – Velvære har mange facetter, herunder mental, følelsesmæssig, miljømæssig, adfærdsmæssig og fysisk sundhed. Emnet om velvære bør være så inkluderende som muligt for at opbygge en omfattende definition af velvære, "kaste et bredt net" i diskussioner og aktiviteter og reducere den skam og hemmeligholdelse, der forhindrer at bede om hjælp – uanset hvilken type kamp eleven står over for.
- Genkend forskellige komfortniveauer – Selv med en støttende skolekultur vil folk opleve forskellige niveauer af tryghed ved at tale om psykiske problemer. Forskellige tillidsniveauer kan kræve forskellige metoder til at få hjælp. For eksempel vil nogle familier måske selv udforske tilgængelige ressourcer, andre har måske brug for at tale anonymt med en hjælpelinjerådgiver, og andre vil måske kontakte en ressource på skolen direkte.
- Yde støtte og ressourcer til undervisere – Det er én ting at sige, at lærere bør bringe emner og aktiviteter om mental sundhed ind i klasseværelset. Det er noget helt andet at gøre det, især på en konsekvent måde, der overholder et fælles sæt af bedste praksis. Professionel udvikling og træning vil hjælpe med at sætte forventninger og bedre sætte undervisere i stand til at adressere og indarbejde dem i klasseværelsets læseplaner.
- Fremme ressourcer i skolen – Et netværk af professionel støtte i skolen kan øge en elevs følelse af tryghed, reducere stigma og tilbyde ekspertise ud over en typisk pædagoguddannelse – såsom selvmordstanker. Elever og familier er mere tilbøjelige til at henvende sig direkte til skolens ressourcer, når skolen har formået at opbygge en kultur af forbindelse og tillid. Da eleverne allerede går i skole, er der også færre barrierer for adgang.
- Partner med lokale myndigheder og ressourcer – Skoler og distrikter varierer meget i forhold til det personale, de ressourcer og den ekspertise, de har til rådighed for at håndtere forskellige elevers problemer. Derudover er skolestøtte primært rettet mod at hjælpe elever i risikozonen med problemer, der er observeret af lærerne eller diagnosticeret. Skolerne kan udfylde hullerne ved at samarbejde med lokale ressourcer for at bringe yderligere viden, forbindelser og ressourcer til skolefællesskabet.
- Udnyt teknologi – Digitale og mobile teknologier tilbyder en bred vifte af løsninger relateret til mental sundhedsydelser, wellness-ressourcer og krisehjælp. Nogle produkter tilbyder snævre tjenester, andre en mere omfattende løsning. Tjenester kan leveres via forskellige kanaler (mobil, web, sms osv.), være mere eller mindre tilpasselige og tilbyde adskillige funktioner. Hvert distrikt eller hver skole skal fastlægge sine unikke behov for at identificere den mest passende teknologiske løsning.
Et eksempel på teknologi, der kan understøtte din universelle tilgang til velvære og forebyggelse af skader, er STOPits HELPme-system til grundskoler og gymnasier. Denne alt-i-én-mobilapp gør det nemt at bede om hjælp ved hjælp af en velkendt enhed, der er tilgængelig for alle – med måder at bede om hjælp på, uanset personens komfortniveau eller type behov:
- De, der ikke har det godt, kan udforske et selvhjælpsbibliotek med skole- og lokalsamfundsressourcer.
- Mennesker i krise kan trykke på en knap for at få anonym hjælp døgnet rundt fra en uddannet kriserådgiver.
- Lærere, familier og elever kan nemt finde skole- eller lokalsamfundsressourcer til specifikke typer behov, såsom mental sundhed, vold i hjemmet, transport eller fødevareusikkerhed
- Skoler kan også drage fordel af yderligere ressourcer, såsom e-terapi og en læseplan for neuroresiliens.
Normalisering af at bede om hjælp sætter scenen for velvære og forebyggelse af skader
Trivsel og forebyggelse af skader skal være en systemisk prioritet, der skal indprentes i alle i skolefællesskabet. En måde at opbygge dette fundament på er ved at skabe et omsorgsfuldt og forbundet skole- og klasseværelsesmiljø, der konsekvent integrerer trivselsværdier og -emner i skolehverdagen.
Når du leder efter løsninger til at understøtte disse kritiske indsatser, skal du overveje leverandørens viden og ekspertise, de specifikke tjenester, de tilbyder, og de mekanismer, de bruger til at levere disse tjenester. Lær mere om HELPme fra STOPit Solutions for at understøtte dit omfattende program.
